HENRIK I SVÆRE PROBLEMER
Det blev årets varmeste træningsaften, indtil videre. Der var næsten heller ingen vind, så alle forudsætninger var til stede for to perfekte omgange på Asnæs.
Vi var 9 til start. Allan Christensen dukkede overraskende op (første gang i denne sæson) for at få en rolig rulletur. Han er stadig på genoptræning og ved endnu ikke, hvad bentøjet kan holde til. Kjeld ville også kun køre 1 omgang – det fik han så lov til.
Vi havde som sædvanlig kun 2 timer, så efter en omgang opvarmning, var vi mere end klar til de 22 kilometers kamp mod uret.
Alt forløb glat indtil Henrik skulle afsted (3 minutter efter første mand, som var pige – Pia).
Af alle 20 mulige og tænkelige gear-kombinationer havde Henrik valgt den allerværste med det resultat, at kæden røg af og satte sig. Henrik træder jo temmelig hårdt, så kæden satte sig selvfølgelig også godt og grundigt fast. Det vil være forkert at referere bare de mildeste gloser, der røg ud, mens der blev kæmpet for at få Henrik i gang. Endelig sad kæden igen hvor den skulle.
Jeg gav – i ventetiden – et lille belærende foredrag til ham om, at det heller ikke var specielt intelligent, at starte med sådan et kæmpevrid i kæden, indtil vi nærmede det reviderede starttidspunkt – nu 4 minutter efter første (pige).
Vi havde før afgang fra Gisseløre sikret os, at Henrik havde fået nok at spise, at der var masser af strøm på cykelkomputeren, at hans dæktryk var o.k. samt at cykelbrillerne også var rene og sad godt, så vi havde faktisk ventet en problemfri aften for ham. Men desværre var Henrik’s dårlige aften endnu ikke ovre.
Da der blev sagt “Go” sagde Henriks højre pedal ikke “Klik” som den skulle ….. tiden gik og gik og Henriks kropstemperatur steg og steg. Da den var i omegnen af 42 gr. Celcius, opgav vi at få ham afsted til tiden, så nu kalkulerede vi i stedet med 5 minutter efter første start.
Vi drog et lettelsens suk, da vores allesammens Henrik endelig røg ud over stepperne – 2 minutter forsinket. Henrik kan umuligt få flere problemer i denne uge, så vi satser på en problemfri “Stevns jernmand” til ham på søndag – Good Luck!
Dameklassen:
45:59 – Pia
Herreklassen:
34:10 – Tim
35:29 – Michael
39:02 – Henrik
41:16 – John O.
Kjeld og Allan kørte kun en enkelt omgang af forskellige årsager, så det giver ikke point til den samlede stilling, men godt at I møder op alligevel. Ole kørte lang rolig alene-træning – men fedt at du lagde turen forbi os.