HOLD 5 - Kalundborg IF

ENDELIG TORSDAG #5

En super-flot aften i Munkesøen – vi holder stadig sikker afstand.

Vores Joint venture-projekt på banen fortsætter med godt fremmøde – 25 stk. De fleste har styr på begreberne og nogle har endog professionel træner tilknyttet, så de ved, hvad det drejer sig om. Vi mangler lige at få de sidste deltagere med på, hvor hurtigt de skal løbe, når det går stærkest. Vi skal jo op og ‘puffe’ til vores anaerobe tærskel (AT) – på en forsigtig måde.

Dem der vil løbe efter pulsur:
De har det let:
Eksempel: Maksimalpuls ved slut af testen: 178 slag/min. – så er 90% ca.: 160 pulsslag/min.
Det er en simpel måde at regne det ud på – spørg hvis du vil gøre det mere præcist.

Dem der løber pace/pr. omgang:
Det er lidt mere kompliceret:
Eksempel:
Testtid: 10:37 min. = 637 sekunder.
Træningstiden skal så være 637 sekunder x 1,1 = 700 sekunder.
Så skal vi finde omgangstiden:
700 sekunder divideret med 7 (omgange) = 100 sekunder pr. omgang.
Det vil sige, at træningstempoet skal ligge på 1:40 pr. omgang.
(Testtiden var på 1:31 pr. omgang).

Du kan finde din sluttid fra maks.testen i den video, jeg lagde op på vores facebook-gruppe ‘KLUBBLADET’ forrige gang.

Det er ikke helt præcist at beregne sit pace ud fra denne test, da det er en gennemsnitsberegning vi laver, så pacet bliver i den lave ende. Det passer rimelig godt til de langsomste.

Vi vedtager, at det ikke behøver være mere præcist i øjeblikket. Det vigtigste er, at du kommer ud og får trænet regelmæssigt – overvej at ønske dig et godt pulsur i julegave 😉

Torsdag bliver programmet:

Opvarmning. Rundt i skoven (15 minutter)
3 x Styrkeløb på “Hestehaven”
Start hvor bakken begynder og opad med ‘overskud’
Let sprint de sidste 20 meter.
Vend og løb roligt ned.
Pauser: 30 sekunder, efter du er nede ved startstedet igen.
Der bliver markeret på strækningen.
Tilbage til Munkesøen via Ellingelund/skoven (jogging)
3 x 800 meter AT (De hurtigste må godt tage 4 gange)
Claus Heckmann ville kalde det ‘Ae3-AT’
Pauserne er 1 minut
Afjogging 20 minutter som vi plejer.

Vi ses.