ENDELIG TORSDAG – 1.5.2025

Varmt vejr og pænt fremmøde.
Programmet var (tor)Tour de Skambækvej. Rundt om vinmarken – 6 gange – mindst. Det gode danske tørre vejr gjorde, at det var lidt besværligt at stå fast på sand- og stenstykket. Jeg tror også at Kent skred lidt ud med sit baghjulstræk – men flot så det ud!
Her kan I se Allan Feldtskovs udbytte. Det er helt efter bogen!

BEMÆRK: Henrik og Hanne Landmand – også kaldet Olsen til efternavn – afholder det traditionelle Rosé-løb den 29. maj klokken 10:00 og HOLD 5 er eksklusivt inviteret med.
Distancer 5-17 km.
Markmosen 12
4490 Jerslev Sj.
Tilmeldingsgebyr er ganske gratis.
Henrik og Hanne vil selvfølgelig meget gerne vide, hvor mange der kommer, så find hurtigst muligt ud af om du stiller op og giv besked på HOLD 5’s: facebook

Som vi alle ved, har Kent siden nytår været fast mand på HOLD 5 om torsdagen og har deltaget helhjertet i holdets program, så vidt det er fysisk muligt for ham.
Kent er den eneste i verden, som kører HOLD 5-intervaller på trehjulet cykel. Han er heller ikke bange for, at være med os i samtlige halvanden time.
Vi er glade og stolte over at have dig på holdet.
‘Benner’ havde doneret en ægte HOLD 5-løbetrøje (vogt dem for efterligninger) til Kent og han fik den overrakt i går.
Vi ønsker tillykke fra hele holdet.

Jeg vil lige igen gøre opmærksom på, at hvis du vil have point for virtuel træning, skal du skrive til mig. Jeg magter ikke længere at sidde og bruge tid på STRAVA for at se, hvem der har været i torsdags-løbeskoene. Det er selvfølgelig også en betingelse for deltagelse, at man har betalt medlemskontingent i KIF.
Vi ses
/ Erik