MICHAEL S. “HURTIGST”

Så er vi tilbage efter sommerferien – slut med at dase i solen, sove længe og overspise hver dag. Træneren blæser hermed til regelmæssig træning og streng slankekur resten af 2017-sæsonen.

Vejret var perfekt til hård træning: Sol og vind!

Jens og Jørgen ville ikke træde igennem på enkeltstarten og det er (næsten) O.K., da de begge snart skal til “Ironman Copenhagen”. Begge gennemførte dog i “snakke-tempo”. I den forbindelse vil jeg lige indskyde at Tim åbenbart ikke tager den slags særlig tungt – han skal køre 82 km. linjeløb i aften og trådte alligevel med alt, hvad han havde i benene.

Vi kørte 11 km. med handicap, hvor jeg sendte folk afsted med passende forspring, så de skulle komme i mål på næsten samme tid. Det sker kun denne ene gang, fordi vi skal starte efterårssæsonen lidt forsigtigt.

Ole cyklede hjemmefra og fik på den måde rigeligt med kilometre, så reelt var det kun Tim og Michael S., der trådte igennem. Ole havde dog lidt overskydende energi, som han fyrede af, ved tage aftenens foto.

Michael havde fået ca. 800 meters forspring i forhold til Tim. Det lykkedes Tim at reducere det til omkring 155 meter. Det vil så sige, at Michael vandt med 14 sekunder.

Dagens sølle undskyldninger: Jørgen havde spist for meget i løbet af eftermiddagen og Michael havde trænet alt for lidt i sommerferien. Der er ikke meget fantasifuldhed over dét. Find på noget bedre næste gang.

Vi tog en længere omvej hjem og var færdige lidt over 2 timer senere, en anelse trætte – godt gået drenge!

17:05  –  Michael S.
17:29  –  Tim
20:11  –  Jørgen
20:10  –  Jens

NB: Husk nu at dele Tims link på facebook til vores MINI TRIATHLON den 27. august – vi kunne godt bruge nogle flere tilmeldinger.

About the author